Parkskolen blev grundlagt som friskole i 2006. Dengang med 32 børn fordelt på alle årgange. I dag er vi omkring 190 elever.
I 2011 flyttede Parkskolen til det oprindelige Herning Gymnasium. Bygningen, som ligger i hjertet af Herning, er unik og er en af byens få bevaringsværdige bygninger.
Skolen blev tegnet i 1951 ud fra datidens revolutionerende reformpædagogik. Med brede døre og store vinduer skabte arkitekterne en skole med lys, luft og rum til inspiration. I dag stortrives Parkskolens elever på mere end 2.600 kvm i den historiske bygning. Den er naturligvis tilpasset moderne undervisningsformer. Men tanken om inspirerende omgivelser, lys, luft og rum til at lære er indbygget i skolen. Indendørs med blandt andet en kantine hvor køkkenpersonalet hver dag serverer sunde måltider til eleverne. Bygningen byder også på lyse klasseværelser og en smuk aula. Den er rammen om fællessamlinger, foredrag, julefest og alle andre former for sociale aktiviteter.
Andre aktører i byen bruger også jævnligt aulaen til foredrags- og musikarrangementer. Udenfor har forældre med frivilligt arbejde sørget for indbydende og populære legeområder med fx hoppepude, klatretårn, gynger og stor sandkasse. Det er et aktivitetsområde, som skolens børn nyder at bruge gennem skoledagen. Men som også bliver flittigt brugt af byens børn efter skoletid.